/Logo.jpg

 

Til minde om

Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.

Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage.

Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.

Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte. Derpå krydser I Regnbuebroen sammen… Forfatter ukendt
I er alle savnet
Den 22/4-2023 mistede vi Basse  Jeg stod tidligt op, fordi jeg skulle til fællesmøde i DcH, og der var intet at se på ham, men da jeg var ankommet til Fyn, fik jeg en video tilsendt af Anette, hvor man kunne se ham sejle rundt. Han kunne slet ikke styre sine ben, og jeg var ikke i tvivl om, at det var så alvorligt, at han næppe ville overleve. Og det viste sig også, at Basse havde fået en hjerneblødning, så der var kun en ting at gøre, nemlig at hjælpe ham til en værdig død.
Jeg skulle slet ikke have beholdt ham, men i 2011, hvor han blev født samme dag, som vi holdt landsmøde i DcH, var det ikke let at sælge hunde. Han var sidste hund i kuldet, og man kan vist nærmest sige, at han valgte mig, for han skreg som en vild den første nat, hvor han var alene i hvalpegården, så jeg måtte ind og lægge mig på sengen med ham i favnen, og han faldt straks i søvn på min hals med en veltilfreds snorken. Så lige pludselig var jeg blevet beagleejer, og han blev min helt specielle kammerat.
Det var egentlig ikke min plan at træne ham synderligt - han var jo en beagle, og jeg går med labrador - men han nåede mangt og meget i sit træningsliv: Han rykkede i A-klassen, blev klubmester i agility og har sågar også fået førstepræmier til to schweissprøver, ligesom vi nåede at få en roset i nose work i Beagleklubben.
Men det bedste og vigtigste ved Basse, var hans sind. Han elskede børn, var roen selv og nød at blive klappet og kælet. Faktisk var han så rolig, at en dommerkollega ved en rundering udbrød "Hvad fanden, han kan jo løbe", da Basse sponsede afsted. Men det var typisk ham, roen selv, når der ikke var brug for andet, og når der så skulle laves noget sjovt, kunne han godt nok komme afsted.
/2017-14_Basse_Kalundborg_.jpg
 
Vi har haft så mange gode oplevelser sammen, men eventyret sluttede brat i går, og vi kunne ikke gøre andet end at hjælpe ham til regnbuebroen. Jeg savner ham, og jeg er frygtelig ked af, at jeg ikke selv var hos ham, da hun skulle videre, men heldigvis var Anette hos ham. Her føles så uendeligt tomt, selvom de andre hunde går rundt i huset.
Han blev født til et landsmøde og døde, da der blev holdt fællesmøde, det kan man vist kalde en rigtig DcH-hund.
 
Beaglador Pumba, kaldenavn Basse, er fra 19/3-2011.
Basse er Renes nye lydighedshund. Basse var som lille, en ivrig lille herre med et til tider lidt skødesløst forhold til tapet og lignende, hvilket gjorde, at vi måtte holde godt øje med ham, så skaderne blev begrænset mest muligt. Nu er han bare dejlig. René løber også agility med Basse, og er godt i gang med konkurrencerne.
/Minde/Nuray afsked.jpg
I dag d. 3/8-2020 har jeg været nødt til at tage den værste beslutning, jeg har prøvet som hundeejer. Jeg har måttet lade Nuray aflive på grund af hendes adfærd og temperament  Hun har altid været lidt til den skarpe side i forhold til de andre hunde i flokken, især hvis de var i nærheden af mig, men vi har arbejdet med det, I guder hvor har vi arbejdet med det, og jeg troede til det sidste, vi kunne vinde, men pludselig vendte hun blad igen og blev utrolig aggressiv i forhold til vores andre hunde, og jeg turde simpelthen ikke prøve en omplacering, hvis hun blev ligeså besiddende overfor sin næste ejer, så jeg måtte gå den tunge gang med en kun tre år gammel hund, som jeg elskede, men ansvaret var mit, og jeg turde ikke mere. Hvil i fred, Nuray. Jeg håber, du finder fred i dit sind på den anden side af regnbuebroen....
/2017-7_Gaia.jpg
 
Beaglador Gaia, er fra 5/11-2015, og hvalp efter Lady.
D. 22/8-2021 måtte vi desværre tage afsked med Gaia. Hun blev kun 5 år. Gaia blev sidste år overfaldert lige før hun skulle føde sit sidste kuld, og siden da, har hun haft problemer med at gå sammen med vores andre hunde. Hun har det sidste år, flere gange starte, startet slagsmål op, og det var nu blevet så voldsomt, at det også gik ud over min datter hånd, og hun ved ellers godt hvordan man omgåes hunde (hun er hundefrisør)
Så nu måtte vi tage konsekvensen. Gaia var en utrolig smuk hund, som desværre blev endnu et offer for et hundeslagsmål. Håber at hun nu løber og leger med alle de andre på den anden side af regnbuen, uden problemer
 
       
/Minde/Farvel Klunte.jpg
I dag d. 14/4-2020 måtte vi tage afsked med gode gamle Klunte. Klunte nåede den høje alder af 13 år og 5 mdr. Hun er den sidste af Fridas hvalpe, vi havde tilbage. Jeg har haft mange sjove oplevelser med hende, og hun har fået rigtig mange fine pokaler og rosetter for sendes tid som agilityhund. Hun var ikke altid den hurtigste, men det skyldes måske lige så meget hendes fører. Klunte skulle have været lydighedshund, og var faktisk også godt på vej, men så kom vi til et klikkerkursus, og så var det ødelagt. Så stiftede vi bekendtskab med agility, og det blev så den vej Klunte skulle.
Klunte var altid god til at lave lidt underholdning, når vi løb agility. Så som at stoppe på et stopfelt, og så mene at der skulle hun blive stående, til der kom en godbid, men det gør der ikke til en konkurrence, men sjovt har det set ud, at se mig stå og hoppe og danse for at få hende videre, eller stoppe på toppen af et A-spring, eller gø hele vejen gennem en slalom bare fordi det var sjovt.
De sidste par år har vi troet flere gange når vi kørte afsted til dyrlæge med hende, at nu var det slut. Men hun kom altid med hjem, så hun fik øgenavnet "bommerang". Hun er også den hund der har slået flest krydser for vores andre hunde, som måtte tage over regnbuebroen. Men i dag blev det hende selv. Hendes bentøj svigtede, så hun næsten ikke kunne støtte på bagbenene. Klunte du var en sjov hund, og selv om jeg kaldte dig mange ting, døv, gammel, og et lille fjols, så vil du blive savnet for NU bliver her stille. Hils deroppe.
/Minde/Farvel Gismo.jpg
Beaglador Lillefod, kaldet Gismo 21/4-2008 - 6/8-2019
Så kom dagen hvor vi desværre måtte tage afsked med min allerbedste ven, Gismo. Vi skulle slet ikke have haft beholdt hende, men René så meget specielt hos hende. Jeg skal love for han havde ret. Jeg får ALDRIG en hund som hende igen. Vi har haft et fantastisk samarbejde, som har gjort at min lille bredmåsede mursten/fodskammel, og driftsforladte Gismo, kært barn har mange navne, kom helt op i DcH's eliteklasse, og nåede også at stille nogle gange som elitehund inden hun blev pensioneret, for de små ben var slidte. Hun var nok også den eneste beagle som opnåede at blive elitehund i DcH, hvilket jeg er meget stolt over. Vi har også haft en god træner gennem alle årene.
Sidste år begyndte vi at dyrke schweiss spor, som resulterede i at jeg fik lagt en schweiss prøve på hende, og hun fik tilmed en pokal for bedste ældste beagle på dagen til VSS i 2018.
Jeg er stolt af at have haft sådan en hund og vil med tårer i øjnene, tænke tilbage på alle vores små sjove episoder, når vi har været i konkurrence rundt på Sjælland og Fyn, når vi fik 10 i fri ved fod, og kunne slå en labrador i lydighed, og eftersøgningen gennemført 6 sek. før tiden udløb, for ikke at glemme hendes felter, hvor der ikke skulle spildes kræfter på bare at løbe rundt i et felt uden at arbejde.
Gismo stoppede som en glad hund, med en masse godbidder fra dyrlægen Ulla Musaeus, men desværre kunne hendes bentøj ikke mere, og en stor knude i maven, højst sandsynlig kræft, og vi tog den rigtige beslutning, at det var nu hun skulle få fred. Gismo du vil altid være i mit hjerte.
/Minde/2017-39_Ronja.jpg
/Minde/MOsidstebilledefrida.jpg
Den 14. april 2017 måtte vi desværre tage en brat afsked med gode, gamle Ronja. Pludselig var hendes ankler på bagbenene dobbelt størrelse, og på gåturen kunne hun ikke tisse, og hun kiggede på mig med et blik, som tydeligt sagde "hjælp mig!" Heldigvis kunne vores utroligt søde dyrlæge tage mod os en halv time senere, og scanningen viste desværre kun alt for tydeligt, hvad vi frygtede: Ronja havde fået kræft, og jeg kunne ikke gøre andet for hende end at give hende en smertefri og værdig død.
 
Vi har trænet sammen i tusindevis af timer, og hvor jeg dog elskede den hund, og det bliver aldrig det samme igen uden hende, selvom der går andre hunde rundt her i huset. Ronja var suveræn som hvalpeopdrager, venligheden selv, men fungerede alligevel stadig som husets vagthund og beskytter med en helt særlig form for rolig autoritet, som jeg aldrig har set hos en labrador før.
 
Eventyret startede den 6. august 2007, hvor jeg hentede den skønneste lille brune hvalp hjem til huset, og det sluttede desværre brat den 14. april 2017, hvor jeg måtte hjælpe hende til regnbuebroen. Jeg havde godt nok håbet på, at hun skulle have haft et langt otium hos os, men sådan blev det ikke. Jeg vil aldrig glemme min helt specielle, brune ven, som altid var frisk på en gang træning og nød at blive kælet for. Hun har givet mig mange smil i sit liv, og hvor jeg dog nød vores tid sammen.
Vi har i dag den 11. september 2013 måttet tage den tunge beslutning at få Frida aflivet.. Hun havde fået kræft i nyrerne, så der var ingen vej udenom denne beslutning. Frida var en helt speciel hund for os begge, da hun faktisk er grunden til, at vi blev gift! Hendes lidt alternative opfattelse af, hvad der var god takt og tone, gjorde at Anette ikke kunne nøjes med et kursushold på 12 gange men måtte fortsætte, så vi fik chancen for at lære hinanden at kende. Frida var en meget speciel hund, stædig som få, arbejdede på sine egne præmisser, men samtidig den kærligste hund man kan forestille sig, kælen og en utrolig god mor og hvalpeopdrager! Fridas speciale var devisen "taler du ordentligt, kommer jeg, ellers kan du glemme det" :o) Og hvor har jeg stået og bandet mange gange, når jeg måtte bede Anette kalde på hende, fordi "damen" ikke synes jeg talte pænt nok.... Men med tiden lærte hun mig at tale pænt til en beagle :o)

Frida er en af de få beagler, vi kender, som nåede at blive A-hund i DcH, og hun elskede at træne, men det skulle være sjovt! For meget disciplin var af det onde for hende. I dag mistede vi Frida, og lige nu har vi det tommeste hjem i verden, selvom der er andre hunde her :o( God tur til Regnbuebroen, lille Frida, vi vil altid elske dig og dine påfund...
/Minde/MOSamson1.jpg
/Minde/MOladyistol.jpg
Samson var min første hund og noget helt specielt! Vi blev aldrig den store succes på konkurrencepladsen, men Samson tog samtlige tåbelige nybegynderfejl, som jeg kunne begå, med største overbærenhed. Han har fået mere end en uberettiget skideballe af mig, som ny hundefører, men han svarede aldrig igen med knurren eller vrede. Han satte sig stille ned, lignede en som måtte bære alverdens byrder på sine skuldre, og så tog vi øvelsen igen. Hvad han ikke havde i drift som konkurrencehund havde han i personlighed og evnen til at være familiehund: God ved børn, altid blid og venlig, faktisk er det Samsons fortjeneste, at min ældste nevø mistede sin nærmest paniske angst for hunde som lille barn.
Desværre fik Samson gigt med alderen, og jeg har længe vidst, hvor det ville bære hen, og hvor har jeg frygtet denne beslutning, men til sidst kunne jeg ikke udskyde det. Jeg tog Samson ind i mit liv den 23. juli 1999, og den 8. august 2011 måtte jeg desværre lade ham få fred! Det er mit livs værste beslutning, men jeg står ved den og fortryder den ikke et sekund. Vi skylder både vores hunde et værdigt liv og værdig død. Vi ses ved regnbuebroen, Samson
Efter kort tids sygdom måtte lille Lady desværre give op. Hun led af sygdommen beagle pain syndrom, og var desværre en af de få hunde, som man ikke kunne helbrede. Hun kunne ikke blive rask og havde smerter. Vi havde ikke andet valg end at lade hende aflive d. 13/11-2006. Lady, du bor i vores hjerter, og vi savner dig...
/Minde/MOSpeedi1.jpg
/Minde/MOmindebillede.jpg
Den 30 januar 2007 måtte vi desværre lade Speedi aflive, da hendes røntgenbilleder viste udtalt albueledsartrose i højre forben. Speedi min elskede hund og træningsmakker, her er blevet så forfærdeligt tomt uden dig. Jeg savner dig og du bor i vores hjerter for evig tid. Vi ses forhåbentlig ved regnbuebroen. 
 
/Minde/MOLove_you_4_ever.jpg
/Minde/2017-5_Maleri_af_Lady.jpg
Helena har lavet en billedecollage for at tage afsked med Lady på denne måde. 
Vores smukke maleri af Lady, malet af Lena Quail
/Minde/2017-4_Speedi.jpg
 
Vores smukke maleri af Speedi, malet af Lena Quail
 
 
 
 
Vi mistede Basse i går  Jeg stod tidligt op, fordi jeg skulle til fællesmøde i DcH, og der var intet at se på ham, men da jeg var ankommet til Fyn, fik jeg en video tilsendt af Anette, hvor man kunne se ham sejle rundt. Han kunne slet ikke styre sine ben, og jeg var ikke i tvivl om, at det var så alvorligt, at han næppe ville overleve. Og det viste sig også, at Basse havde fået en hjerneblødning, så der var kun en ting at gøre, nemlig at hjælpe ham til en værdig død.
Jeg skulle slet ikke have beholdt ham, men i 2011, hvor han blev født samme dag, som vi holdt landsmøde i DcH, var det ikke let at sælge hunde. Han var sidste hund i kuldet, og man kan vist nærmest sige, at han valgte mig, for han skreg som en vild den første nat, hvor han var alene i hvalpegården, så jeg måtte ind og lægge mig på sengen med ham i favnen, og han faldt straks i søvn på min hals med en veltilfreds snorken. Så lige pludselig var jeg blevet beagleejer, og han blev min helt specielle kammerat.
Det var egentlig ikke min plan at træne ham synderligt - han var jo en beagle, og jeg går med labrador - men han nåede mangt og meget i sit træningsliv: Han rykkede i A-klassen, blev klubmester i agility og har sågar også fået førstepræmier til to schweissprøver, ligesom vi nåede at få en roset i nose work i Beagleklubben.
Men det bedste og vigtigste ved Basse, var hans sind. Han elskede børn, var roen selv og nød at blive klappet og kælet. Faktisk var han så rolig, at en dommerkollega ved en rundering udbrød "Hvad fanden, han kan jo løbe", da Basse sponsede afsted. Men det var typisk ham, roen selv, når der ikke var brug for andet, og når der så skulle laves noget sjovt, kunne han godt nok komme afsted.
Vi har haft så mange gode oplevelser sammen, men eventyret sluttede brat i går, og vi kunne ikke gøre andet end at hjælpe ham til regnbuebroen. Jeg savner ham, og jeg er frygtelig ked af, at jeg ikke selv var hos ham, da hun skulle videre, men heldigvis var Anette hos ham. Her føles så uendeligt tomt, selvom de andre hunde går rundt i huset.
Han blev født til et landsmøde og døde, da der blev holdt fællesmøde, det kan man vist kalde en rigtig DcH-hund.
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.
 
Alle reaktioner:
53Helena Aaris-Larsen, Iben Balslev-Mathiasen og 51 andre
 
 

Beaglador Hundekennel